Vigtigheden af den rette ernæring for ældre

Privatsygeplejerske Lone fortæller om vigtigheden af ernæring hos ældre. Hun arbejder bl.a. for at undgå underernæring og undervægt hos ældre.

I arbejdet som sygeplejerske oplever Lone, at der hyppigt er problemer med underernæring og undervægt hos ældre. Når hun er på omsorgsbesøg som privatsygeplejerske er ernæring noget, som hun tænker ind i behandlingen, da god kost giver mere energi og overskud for patienten. Læs hvordan Lone sørger for sine patienters ernæring her i artiklen.

 

Undgå undervægt hos ældre

Der kan være mange grunde til, at man mister appetitten. Dårligt humør, depression eller smerter kan gøre, at man ikke kan have en velfungerende hverdag i sit hjem. Dermed bliver måltiderne uoverskuelige. Det kan også være, at man aldrig selv har lavet mad, og ikke ved hvordan man skal gribe det an efter en partners død. Lone oplever dette hos sine patienter.

”Undervægt og manglende appetit er noget, som vi sygeplejersker møder ofte. Hvis en person er alene meget af tiden, har ondt, eller er i dårligt humør, går det ud over måltiderne. Når jeg er ude hos patienter på eksempelvis omsorgsbesøg, så er det noget, jeg holder øje med, og spørger ind til. Så kan patienten og jeg sammen finde ud af, om og hvordan jeg skal hjælpe med det.”

For at undgå underernæring og undervægt hos sine ældre patienter, sørger Lone for at gøre måltiderne overskuelige. ”En god måde at give dem appetitten tilbage, er ved at tænke ’lidt men godt’. Når jeg forbereder måltider, så skal det være lækkert og dække hele paletten – og masser af grønt. Det er nemmere at overskue måltidet, hvis det er indbydende og består af en masse forskelligt.”

 

Undervægt og manglende appetit er noget, som vi sygeplejersker møder ofte. Hvis en person er alene meget af tiden, har ondt, eller er i dårligt humør, går det ud over måltiderne.

Lone, Privatsygeplejerske

 

Besøg af den samme privatsygeplejerske giver åben og ærlig dialog om helbredet

”God sygepleje tager højde for helhedsbilledet af patienten. Det handler ikke kun om at patienten skal spise nok, men også om deres humør og fysiske velvære. Mad, krop og sjæl. Hvis én ting ikke fungerer, så smitter det ofte af på de andre,” siger Lone.

Kontinuitet er en af de måder, hvorpå Lone og hendes kollegaer kan tage helhedsbilledet i betragtning. Lone uddyber: ”Kontinuiteten i vores besøg gør i den grad, at jeg bedre kan observere patientens frem- eller tilbagegang, og dermed tilrettelægge min sygeplejeindsats derefter. Når patienterne møder den samme sygeplejerske, vil de føle sig mere trygge og kunne tale om deres behov. Det er naturligvis ikke let for alle at fortælle om maveproblemer, forglemmelse af medicin, smerter eller bede om hjælp til forskellige ting i hjemmet. Men når de lærer mig at kende, så stoler de på, at jeg kan håndtere disse ting professionelt.”

 

Respekt for den enkelte patient

Som med meget andet, er måltider, appetit og madpræferencer meget forskelligt fra person til person. For Lone og Egeskov Nursings andre privatsygeplejersker planlægges det derfor altid med den enkelte patient i centrum.

”Det er enormt vigtigt, at vi i vores arbejde med patienterne sporer os ind på netop deres værdier og hvordan de foretrækker at gøre tingene på. Dermed kan jeg bedst muligt udøve professionel sygepleje efter de behov og ønsker, som patienterne har. Når jeg kender patienten godt og tydeligt viser respekt for dennes hjem og måder at gøre tingene på, så bliver sygeplejen mere fyldestgørende. Der bliver etableret et godt og trygt samarbejde, og patienten kan betro sig til mig.”

 

Det er enormt vigtigt, at vi i vores arbejde med patienterne sporer os ind på netop deres værdier og hvordan de foretrækker at gøre tingene på. Dermed kan jeg bedst muligt udøve professionel sygepleje efter de behov og ønsker, som patienterne har.

Lone, Privatsygeplejerske

 

Sådan kan et ugentligt omsorgsbesøg hjælpe patienten

”Jeg har haft et forløb med en patient, som var rigtig ked af sin situation efter at have mistet sin partner. Patienten kunne ikke se sig ud af sin situation, og følte at verden var gået i stå. Vi aftalte at jeg skulle komme på omsorgs-og tryghedsbesøg to gange om ugen i to-tre timer. I starten handlede besøgene meget om at få patientens hverdag og hjem til at fungere. Alt var uoverskueligt, så når jeg var på besøg kunne jeg hjælpe med alt fra måltider og indkøb til vasketøj, og ikke mindst assistere på gåturene med rollatoren.

Som ugerne gik, og patientens humør blev bedre, kunne jeg begynde at ’skubbe’ lidt til patienten – foreslå en tur til frisøren, købe lidt nyt tøj, leje en motionscykel og lignende. Vi havde lært hinanden at kende, så jeg vidste hvad patienten egentlig godt kunne tænke sig, men ikke havde overskud til. Stille og roligt rykkede vi ved den grænse – altid med respekt og forståelse for patienten.

Gåturene med rollatoren blev stille og roligt længere og mere sikre. I starten var patienten meget usikker og havde det ikke godt med rollatoren. Gennem forbedret kost, humør og motion, skete der en kæmpe forbedring af patientens livskvalitet. Det endte faktisk med, at rollatoren blev skiftet ud med en stok!”

top